Teorien om vidunderbørn

Mange mennesker forbløffes over visse børns usædvanligt høje begavelse. Disse små genier udviser evner, man end ikke kunne forvente hos de fleste universitetsproffesorer. Vidunderbørn kan fra 5-årsalderen være stand til at opremse samtlige primtal der går op i 327.539.178.013 på to sekunder, eller recitere alle ord i Brødrene Karamazov der på Swahili begynder med Ng-, eller dirigere et symfoniorkester så fremragende at Karajan går ud og hænger sig i skoven. Det synes uomtvisteligt, at disse børn må besidde mere end en gennemsnitsbegavelse. 

Eller gør det? Man kan tænke sig en anden årsag til vidunderbørns forbløffende evner: At de blot er almindelige unger, der af ukendte årsager er fantastisk heldige. Det er statistisk muligt at gætte titlerne på samtlige Rembrandts malerier ved et rent lykketræf. Det er ejheller utænkeligt, at man kan spille Clair de Lune som en konservatiorieuddannet, blot ved at trykke på tangenterne i en tilfældig, men heldig rækkefølge. Det er heller ikke usandsynligt, at man kan fremsige samtlige digte af T. S. Elliot på sanskrit ved blot at snakke sort, og håbe på det bedste. 

Vi må indse og acceptere at visse mennesker kan være ubegribeligt heldige fra barnsben af, og følgelig være tilbageholdene overfor at betegne dem som vidunderbørn. Man kan sagtens kalde dem vidundere, idet sådant held uden tvivl er mirakuløst, men man bør ikke tro, at de er ekstraordinært intelligente. Nogle mennesker er slet og ret svineheldige - ikke blot ind i mellem, men hele tiden. Sådan fungerer tilfældighedens love nu engang.