![]() Poesirobot |
Teorien om flyvende tallerkenerIndledningsvis bør én ting slås fast: Personer, der ikke tror på UFO'er er sprogligt ubegavede. Man kan ikke være andet end overbevist om, at folk fra tid til anden observerer flyvende objekter, der ikke umiddelbart kan identificeres. Men om disse objekter er fartøjer fra fremmede planeter, er straks en helt anden snak. Det virker dog overvejende sandsynligt, at Jorden indimellem får besøg af fremmede væsener. At der findes andre levende væsener i det næsten endeløse univers, virker rimeligt at antage. At nogle af disse besidder overlegne teknologier, der muliggør rumrejser, er også en plausibel formodning. Men at tro, at de oprigtigt har forsøgt at kontakte os, er helt hen i vejret! Vi må regne med, at der i det vidtstrakte verdensrum findes næsten uendeligt mange beboede planeter. Rumrejsende, der drager gennem universet for at opdage og udforske nye planeter, må således have et temmeligt stressende og opslidende arbejde. Samtidig er Jorden en planet, der næppe vil virke hverken teknologisk eller kulturelt interessant på fremmede væsener. Man behøver blot at se på vores små, latterlige TV-satellitter og de gyselige underholdningsprogrammer, de udsender, for at indse rigtigheden i den påstand. Når fremmede opdagelsesrejsende bliver klar over, at topmålet af TV i den bedste sendetid er "Big Brother" eller "Finn'sk Fjernsyn", vil de utvivlsomt skynde sig videre til næste planetsystem. Intergalaktiske opdagelsesrejsende vil sikkert registrere Jorden som blot "endnu en gennemsnitlig industrialiseret planet, befolket af kulturelt tilbagestående humanoider", og håbe at næste planetsystem byder på bedre og mere fascinerende oplevelser. I enkelte tillfælde kan de muligvis finde på at kontakte os, blot for at skabe lidt afveksling i deres monotone tilværelse ved at få sig nogle billige grin. Det kan tænkes, at de lander foran et par sagesløse, stiger ud iført fjollede rumdragter, laver bip-bip lyde, og med højtidelig metallisk stemme siger "Vi kommer fra Saturn. Før os til jeres leder!". Hvis de virkelig keder sig, kan de lave grovere spøgefuldheder, som f.eks. at bortføre folk og lave skøre eksperimenter med dem, eller udsprede løgnehistorier ("Vær hilset jordbo! Fortæl dine fæller, at vi har Elvis, og kræver tyve tons antistof for at levere ham tilbage! (har, har)"), lege hvem-viger-først med jagerfly, udhugge stenbilleder forestillende rumvæsener i gamle kultures ruiner, eller tegne uforståelige symboler i hvedemarker (der sikkert på deres sprog betyder: "Jeres ynkelige civilisation giver os latterkramper. Vi har spyfluer, der kan lave bedre lørdagsunderholdning end jer! Hvorfor kravler I ikke bare tilbage til træerne, hvor I hører hjemme?") Den slags må vi sætte en stopper for. Det nytter ikke noget at opsende nærsynede rumteleskoper, fjernstyrede legetøjsbiler, og talløse TV-satellitter, der udspyer det ene åndssvage quiz-program efter det andet. På den måde bliver vi mere og mere til grin i universet. Det er på tide, at vi sætter alle kræfter ind på at skabe en enorm rumflåde, så vi kan bekrige og erobre samtlige fremmede civilisationer. Så får vi se, hvem der ler sidst! |
|
Denne side er ikke deklareret i samarbejde med Astma-Allergiforbundet |